Folkekoret holder jubilæumskoncert - Rhythm of life
![]() |
Gladsaxe Folkekor fylder 25 år - og det skal fejres. Foto: Kenn Thomsen |
31. marts 2011, 15:22
gladsaxe: Den 15. maj klokken 19.30 er der jubel og jubilæumskoncert i to akter i koncertsa-len på Høje Gladsaxe Skole, og det er fordi Gladsaxe Folkekor fylder 25 år. Det skal fejres så det kan høres.
Med en baggrund som teaterkor for Gladsaxe Teater har Gladsaxe Folkekor jo noget at komme med, og derfor ligger det også lige for at jubilæumskoncerten bliver en teaterkoncert. Det betyder, at sangene under fremførelsen tolkes, dramatiseres og koreograferes.
Flemming Enevold og Marianne Mortensen fra musicalen Cyrano er oven i købet med som solister i nogle sange fra denne forestilling: Hvem kommer ind?, Næsevisen, Blidt til stede og Den store serenade. Korets dirigent, Christian Dahlberg, og pianisten Sverre Larsen leder det store kor igennem et omfattende og varieret repertoire med numre som Bohemian Rhapsody af Queen, Oh, Fortuna fra Carmina Burana, Leo Mathisens To be or not to be, Strangers in the Night og den fynske forårssang Opvåvni.
Forestillingen iscenesættes af skuespilleren Troells Toya, og et sekspersoners band bidrager med musikken.
Man kan allerede nu købe billetter til jubilæumskoncerten på posthuse eller på Gladsaxe Hovedbibliotek via Billetnet.