Sprællevende nostalgi

Cyrano var en kæmpe succes på Gladsaxe Teater i 1993. Og det var et uddrag fra musicalen også søndag aften i Høje Gladsaxe Skoles festsal. Foto: Kenn Thomsen

18. maj 2011, 10:53

gladsaxe: Det var et rørende gensyn, da to af hedengangen Gladsaxe Teaters store navne, Marianne Mortensen og Flemming Enevold, i søndags optrådte til Gladsaxe Folkekors 25 års-jubilæumskoncert i Høje Gladsaxe Skoles festsal. De to optrådte med uddrag fra Cyrano, som de sammen med folkekoret opførte med succes i Gladsaxe for 18 år siden.

Derudover kunne de næsten 400 tilhørere glæde sig over et bredt repertoire fra Gladsaxe Folkekor, som efter at have været i kyndige hænder hos dirigent Christian Dahlberg og instruktør Troells Toya gik rent ind hos publikum.

»Det var en stor, stor aften for koret, som nu må have bevist for alverden, at vi ikke gik i graven, fordi Gladsaxe Teater måtte lukke,« fortæller korets formand, Bent Mouritzen.

Instruktøren Troells Toya havde fravalgt både kostumer og klassisk kordress, men opfordret korets medlemmer til at klæde sig så spraglet på som muligt.
Foto: Kenn Thomsen