Folkekoret sprudler af liv

Gladsaxe Bladet
Kultur

Skrevet af Niels Rasmussen
25. april 2011 (kl. 21:58)


De første 25 år markeres med optræden af Flemming Enevold og Marianne Mortensen

Gladsaxe Teater gik på rumpetten. Gladsaxe Ny Teater led samme skæbne. Men Gladsaxe Folkekor, der blev oprettet for 25 år siden i forbindelse med en teaterforestilling, lever i bedste velgående. Og jubilæet markeres en to timer lang teaterkoncert i Høje Gladsaxe Skoles Festsal, søndag d. 15. maj kl. 19.30.

- Ved jubilæumskoncerten byder vi på et righoldigt og varieret udvalg af sange, vi har haft på repertoiret gennem årene, eksempelvis ”Bohemian Rhapsody” af Queen, ”Oh Fortuna” fra Carmina Burana, Leo Mathisens ”To be or not to be”, ”Strangers in the Night” og den fynske forårssang ”Opvåvni”, siger Bent Mouritzen fra folkekoret..

- Som noget ganske særligt kan vi glæde os over, at Flemming Enevold og Marianne Mortensen medvirker som solister i et stort udtog fra succesmusicalen ”Cyrano”, der i sin tid gik for fulde huse i flere sæsoner på Gladsaxe Teater. Man kunne måske have frygtet, at koret ville forsvinde sammen med teatret. Men det er gået helt anderledes.
- Vi er nu oppe på 58 medlemmer, og vi har, siden teatret lukkede, fået 15 nye sangere. Der er rigtig mange Gladsaxeborgere. Men der kommer folk fra hele Storkøbenhavn. Især kvinder. Vi kunne som de fleste andre kor godt bruge nogle flere mænd, siger Bent Mouritzen.
- Vi gør meget ud af at arbejde sammen med det lokale musikliv her i Gladsaxe, så f.eks. Musik- og Billedskolen også er inddraget, og i øjeblikket taler vi med Gladsaxe Jazzklub om at arrangere en koncert.
Alderssammensætningen i folkekoret er særdeles spredt.
- Vi har en håndfuld unge omkring de 20 år, og vores ældste medlem er 82, fortæller Bent Mouritzen.
Der øves på livet løs en gang om ugen, og op til koncerter intensiveres det hele.

 
Flemming Enevold som Cyrano de Bergerac og Marianne Mortensen som Roxane vil sætte ekstra kulør på jubilæumskoncerten.
Foto: Kaj Bonne.